I velfærdsstatens barndom diskuterede kulturlivet livligt med, når samfundets indretning var i spil. Opfattelsen var at velfærdsstaten var et middel til noget større, ikke et mål i sig selv. Lasse Horne Kjældgaard og Christoffer Emil Bruun spejler historien med en række samtidige kulturpersoner og spørger: Hvis velfærdsstaten er et middel, hvad er så målet? Hvad er meningen med det samfund vi møjsommeligt har bygget op?